Her kan du læse mere om, hvad ambassaden kan og ikke kan hjælpe dig med i forbindelse med: Sygdom & ulykker, Tyveri/røveri & mistede dokumenter, Fængslinger og Erstatning og retshjælp i udlandet
Du bør altid være forsikret, når du rejser i udlandet.
Vi kan hjælpe, men ikke betale
Bliver du syg eller kommer ud for en ulykke, kan ambassaden hjælpe dig med at komme i kontakt med dit forsikringsselskab og din familie. Vi kan også hjælpe med at finde en læge eller et hospital, der kan behandle dig, men vi kan ikke betale for din behandling, din hjemtransport eller en redningsaktion, hvis en sådan skulle blive nødvendig.
Udgifter i forbindelse med sygdom, tilskadekomst, dødsfald og evt. hjemtransport til Danmark kan i Ghana løbe op i en formue og blive ruinerende for dig eller din familie, hvis du har glemt at tegne forsikring.
Den almindelige danske rejsesygesikring (sundhedskortet - som tidligere hed det gule sygesikringskort) dækker ikke i Ghana.
Vær også opmærksom på, at en almindelig rejsesygeforsikring ikke dækker behandling af kroniske lidelser, som var til stede før afrejsen og visse sportsulykker (f.eks. bjergbestigning, dykning og sportsflyvning m.v.). Hvis man planlægger at deltage i sådanne aktiviteter, bør man tegne en udvidet forsikring. I visse lande vil der kun mod forudbetaling kunne iværksættes eftersøgnings- og bjærgningsaktioner.
Du kan "måle" dit forsikringsbehov for din rejse på hjemmesiden Forsikring og Pension.
Mistede penge og dokumenter: Husk politianmeldelse.
Penge
Pas godt på dit kreditkort - og vær forsigtig, når du bruger det.
Mister du dit kreditkort eller dine penge - og har du ikke mulighed for at arrangere en almindelig bankoverførsel eller en overførsel via et pengeoverførselsbureau - kan ambassaden hjælpe med en pengeoverførsel. Men kun til brug for hjemrejse og kun, hvis der er nogen i Danmark, der vil lægge ud for dig.
Det kan være din familie, venner, din bank, dit forsikringsselskab eller din arbejdsgiver, som må indbetale det beløb, du har brug for, til Udenrigsministeriet i København. Når ambassaden fra Udenrigsministeriet har fået sikkerhed for beløbet, får du pengene udbetalt i lokal valuta. Pr. 1. januar 2011 koster denne service 815 kr. pr. påbegyndt time.
Danske kreditkort kan spærres hos Pengeinstitutternes Betalings Service, PBS, på telefon (+45) 4489 2929 (døgnåbent) eller via din bank.
Pas
Mister du dit danske pas, kan ambassaden udstede et dansk midlertidigt pas, som koster 225 kr., hvis det udstedes inden for ambassadens kontortid.
Hvis det er nødvendigt at få et provisorisk pas udenfor ambassadens almindelig åbningstid opkræves et forhøjet gebyr. Det forhøjede gebyr reflekterer den gennemsnitlige samlede ekstra tid, som ambassadens medarbejder skal anvende for at yde denne service på et tidspunkt, hvor ambassaden ellers er lukket. Gebyret dækker bl.a. medarbejderens transporttid og tiden anvendt på åbning/lukning af ambassaden.
Ved udstedelse af et provisorisk pas udenfor ambassadens kontortid opkræves et gebyr på 2445 kr. Såfremt der i samme ekspedition udstedes flere provisoriske pas, opkræves et gebyr på 2445 kr. for det første pas og herefter 225 kr. pr. pas.
Ved udstedelse af et provisorisk pas på ambassadens officielle lukkedage opkræves et gebyr på 3260 kr. Hvis der i samme ekspedition udstedes flere provisoriske pas, opkræves der et gebyr på 3260 kr. for det første pas og herefter 225 kr. pr. pas.
Vær opmærksom på, at såvel det danske midlertidige pas som EU-nødpasset er tidsbegrænsede rejsedokumenter. Der er ikke samme sikkerhed for, at disse dokumenter vil blive anerkendt af ghanesiske myndigheder, som tilfældet er for det almindelige pas.
Det midlertidige danske pas og EU-nødpasset er først og fremmest beregnede til at gøre det muligt at rejse hjem.
Husk at henvende dig på den lokale politistation i Ghana for at melde dit pas stjålet eller bortkommet, og husk at få en kvittering fra politiet. Ambassaden og dit forsikringsselskab skal bruge politianmeldelsen.
Lav en fotokopi af dit pas og dit visum og opbevar den et andet sted end passet.
Flybillet, sygesikringskort o.a.
Husk at henvende dig på den lokale politistation for at anmelde dine dokumenter som stjålet eller bortkommet – og husk at få kvittering fra politiet. Ambassaden og dit forsikringsselskab skal bruge politianmeldelsen.
Ambassaden kan ikke få dig ud af fængsel, hvis du overtræder ghanesiske love.
Generelt
Det er ghanesisk og ikke dansk ret, der gælder i Ghana. Lovbestemmelser og straffe er forskellige fra land til land.
Forholdene i ghanesiske fængsler er hårde.
Bistand til fængslede
En dansker, som bliver anklaget og fængslet i Ghana for overtrædelse af landets lovgivning, har krav på at komme i kontakt med ambassaden, hvis vedkommende selv ønsker det.
I sådanne tilfælde vil ambassaden hurtigst muligt søge få fastslået, om den fængslede har behov for bistand til at få forbindelse med en advokat, pårørende i Danmark eller andet. Såfremt den pågældende ønsker det, vil ambassaden aflægge besøg i fængslet jævnligt samt følge retssagens forløb.
Ingen hjælp med udgifterne
Udenrigsministeriet kan ikke afholde udgifter i forbindelse med privatpersoners retssager i Ghana. Udgifter til advokatbistand, ekstraforplejning m.v. skal derfor afholdes af den pågældende selv. Gældende praksis er, at kun efter garantistillelse fra f.eks. vedkommendes pengeinstitut i Danmark, eller efter forudgående indbetaling af beløbet fra f.eks. familie eller venner, kan sådanne udgifter afholdes.
Ingen mulighed for at påvirke
Det er officiel dansk politik at opfordre andre lande til at opbygge et retsstatssystem med klar adskillelse mellem den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt, hvor domstole og anklagemyndighed kan fungere uafhængigt af politiske beslutninger og pression.
På denne baggrund er det ikke muligt for udenrigstjenesten i sager, som involverer fængslede danskere, at gå ind med politiske midler og opfordre ghanesiske myndigheder til at fravige disse grundlæggende retsprincipper til fordel for danskere.
Normalt skal borgere, som har været udsat for vold, voldtægt eller anden overtrædelse af straffeloven under et ophold i udlandet, søge om erstatning i det land, hvor lovovertrædelsen har fundet sted. Den danske stat kan kun i ganske særlige tilfælde yde erstatning til ofre for lovovertrædelse i Ghana.
Hvis en dansk turist har været udsat for en lovovertrædelse i Ghana, kan der som udgangspunkt ikke ydes erstatning efter dansk lov. I stedet skal det ske efter ghanesisk lov. Afgørelsen, om hvorvidt der i et konkret tilfælde er mulighed for erstatning fra den danske stat, træffes af Erstatningsnævnet.
Erstatningsordninger
Hvis en person med fast bopæl i Danmark udsættes for vold eller anden overtrædelse af straffeloven i Ghana, vil ofret normalt være omfattet af ghanesiske erstatningsordninger.
De sædvanlige rejseforsikringer og i visse tilfælde almindelige familie- og ulykkesforsikringer, kan dække hvis den forsikrede får skader på grund af vold.
Skadelidte opfordres i alle tilfælde til at søge bistand hos en advokat i Ghana. Den danske ambassade kan bistå med kontaktinformationer på lokale advokater.
Fri proces
I nogle tilfælde kan man søge om at den ghanesiske stat betaler for at få en sag for en domstol. Ghana Legal Aid Scheme fungerer meget dårligt.
Andre oplysninger
På danskerlisten kan du tilmelde dig danskerlisten, en liste med navn adresse og kontakter herunder også nærmeste pårørende.
Vi håber du får et godt ophold i Ghana, her er dejligt, og husk, det farligste i Ghana er stadig: Trafikken, Myggene og Vandet.
Du kan kontakte os på ambassadens numre:
+233 (0) 302 222 9830 +233 (0) 302 221 835 +233 (0) 302 226 972
eller på email:
accamb@um.dk
Danskerlisten
Forsikring og Pension - Forsikringsmåler