Spring til indhold

Information om coronavirus/covid-19

Her på siden kan du læse information til danske rejsende og fastboende i Ghana i forbindelse med udbruddet af coronavirus/covid-19.

Senest opdateret 2. juni kl. 03.50

Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Ghana frem til og med den 31. august

Rejsevejledningen kan læses her

Status for spredning af coronasmitte i Ghana
Der er 8070 bekræftede tilfælde af coronasmitte i Ghana, samt 36 corona relaterede dødsfald. 2947 personer er raskmeldte. Følg udviklingen via nedenstående link til de lokale sundhedsmyndigheder:

- http://ghanahealthservice.org/covid19/

Hvis du oplever  vedvarende hoste og feber, oplyser Ghanas sundhedsministerium og sundhedsstyrelsen følgende numre du kan kontakte:  

  • 055 2222 004
  • 055 2222 005
  • 050 9497 700
  • 055 8439 868

Rejserestriktioner til og fra Ghana

Ghanas grænser lukkede for persontransport den 23. marts. Alle kommercielle flyafgange mod Europa er aflyst. Lukningen fastholdes indtil videre på ubestemt tid. 

Der er meget få muligheder for at forlade Ghana med særfly. Kontakt ambassaden på +233 54 011 6703, hvis du er i Ghana og er interesseret i at rejse til Danmark. Skulle det ske, at du strander i Ghana for en længere periode og har brug for visumforlængelse vil ambassaden have mulighed for at bistå med det.

Øvrige restriktioner i Ghana

Den 15. marts indførte den ghanesiske regering forbud imod offentlige forsamlinger af enhver art. Forbuddet gælder indtil videre på ubestemt tid. Offentlig transport, lokale markeder, supermarkeder, restauranter og mindre erhvervsdrivende som frisører og gadekøkkener opererer under nye retningslinjer for hygienje og fysisk afstand. Fra den 5. juni vil det igen være muligt at gå i kirke og deltage i begravelser, men i begge tilfælde indføres et loft på maks 100 deltagende. Ghana åbner trinvist skole og universiteter fra den 15. juni, men kun for 2020 afgangselever. Alle andre skoleelever er fortsat hjemsendt. Det er obligatorisk for alle der færdes i Greater Accra, at bære ansigtsmaske og de ghanesiske myndigheder opfordrer fortsat alle der kan, til så vidt muligt at blive hjemme.

Rejserestriktioner i Danmark

Danske statsborgere, ikke danske statsborgere med lovligt ophold i Danmark og udlændinge på forretningsrejse eller skoleophold kan rejse ind i Danmark. Læs mere her om gældende regler for forretningsrejser til og fra Danmark. Fra den 15. juni vil det også være muligt for nordmænd, islændinge og tyskere at rejse ind i Danmark.

De nye indrejserestriktioner til Danmark, har i nogle tilfælde gjort det svært for ikke danske statsborgere rejsende til Danmark at boarde fly fra udlandet. Hvis du har lovligt ophold og bopæl i Danmark, kan ambassaden hjælpe dig med at udfærdige et certifikat der viser dette (certificate to board).

 

Danskere bosiddende i Ghana

Udenrigsministeriet har ikke specifikke anbefalinger til danskere bosiddende i Ghana. Ambassaden finder det dog vigtigt at oplyse om, at Ghanas sundhedssystem må forventes at få store problemer, hvis landet rammes af en egentlig epidemi. I et sådant tilfælde må det forventes at blive endog meget vanskeligt at sikre behandlingskapacitet til alle Corona-tilfælde, og det vil derfor også være svært at få behandling til andre helbredsproblemer. Vi opfordrer danskere bosiddende i Ghana til individuelt at overveje, at Ghana vil være et vanskeligt land at opholde sig i for sårbare personer, hvis coronasmitten breder sig yderligere. Kontakt os gerne, hvis du overvejer at rejse til Danmark.

Grundet udbruddet af covid-19 kan der opstå vanskeligheder med forsendelsen af post fra Danmark. Dette gælder også forsendelse af NemID. Digitaliseringsstyrelsen anbefaler, at man installerer NemID nøgleapp på sin telefon. Mere information kan findes på følgende link.

Spørgsmål?

Har du spørgsmål i forbindelse med coronavirus/covid-19, kan du tage kontakt til den danske ambassade på telefonnummer +233 (0) 540116703.

Udenrigsministeriet og den danske ambassade rådgiver ikke om sundhedsfaglige spørgsmål, men henviser til Sundhedsstyrelsen. På de danske myndigheders fælles informationssite www.coronasmitte.dk kan du finde information om coronavirus/covid-19.

For yderligere information se også Udenrigsministeriets hjemmeside.