Skip to content
Last UPDATED: 15.08.2024

Praktikstillinger

Praktikplads i udenrigstjenesten

Et praktikophold i den danske udenrigstjeneste byder på masser af muligheder og giver dig lejlighed til at få indblik i dansk diplomati og at prøve dine færdigheder af i et internationalt miljø. Som praktikant vil du indgå som en integreret del af den afdeling/team, du tilknyttes, og du vil få tildelt en vejleder i afdelingen/teamet. De konkrete opgaver, som du vil skulle varetage, varierer afhængig af, hvilken afdeling/team du tilknyttes.

 

Ambassaden i Accra har 3 praktikpladser i følgende afdelinger/teams:

  • Praktikant til strategiske partnerskaber, Ref.nr. UDV-1
    • Som partnerskabspraktikant kommer du til at stifte stort bekendtskab med Danmarks Strategic Sector Cooperation (SSC) på områderne vand, statistik og meteorologi. Hvert af områderne har en dansk og ghanesisk myndighed tilknyttet samt en rådgiver hos os på ambassaden. Du vil blive involveret i programmerne, der både indeholder praktiske, relationelle og andre typer opgaver. Gennem arbejdet vil du få indsigt og erfaring med partnerskabsarbejde på tværs af kontinenter og kultur.
      Derudover vil du skulle hjælpe til på nogle af ambassadens andre opgaver som det maritime sikkerhedsprogram i Guineabugten, samarbejdet med civilsamfundsorganisationer og forskningsinstitutioner der udfører projekter i Ghana samt Danmarks udviklingsarbejde i Ghana og de sideakkrediterede lande.
    • Hvis du har spørgsmål til praktikantstillingen, kan du rette henvendelse til Elisabeth Loewe på [email protected]

     

  • Praktikant til det politiske område, POL-1
    • Som politisk praktikant vil dit arbejde primært bestå af at overvåge den politiske situation i Ghana og bidrage til Ambassadens indberetninger. Du vil komme til at arbejde tæt sammen med Deputy Head of Mission og deltage i eksterne møder og konferencer. Praktikstillingen vil give dig erfaring med det politiske samarbejde mellem Danmark og Ghana, samt indblik i geopolitiske problemstillinger og forskellige politiske systemer.
      Derudover vil du skulle hjælpe til på nogle af ambassadens andre opgaver som det maritime sikkerhedsprogram i Guineabugten, samarbejdet med civilsamfundsorganisationer og forskningsinstitutioner, der udfører projekter i Ghana samt Danmarks udviklingsarbejde i Ghana og de sideakkrediterede lande.
    • Hvis du har spørgsmål til praktikantstillingen, kan du rette henvendelse til Vibeke Pedersen på [email protected]

       

  • Praktikant til Trade Council, TC-1
    • Som Economic Diplomacy Intern kommer du til at assistere teamet på områderne vand og miljø, landbrug og fødevarer, og tech og digitalisering. Som en del af Trade Council i Sub-Saharan Africa rådgiver vi danske virksomheder med interesse i Vestafrika. Stillingen er til dig som er interesseret i forretningsudvikling, bæredygtig udvikling og international handel. Du vil blive involveret i delegationer, planlægge og udføre møder og konferencer, arbejde på kommunikationsstrategi og digitale løsninger, og researche ude fra din egen interesse.
      Derudover vil du skulle hjælpe til på nogle af ambassadens andre opgaver som det maritime sikkerhedsprogram i Guineabugten, samarbejdet med civilsamfundsorganisationer og forskningsinstitutioner der udfører projekter i Ghana samt Danmarks udviklingsarbejde i Ghana og de side-akkrediterede lande.

    • Hvis du har spørgsmål til praktikantstillingen, kan du rette henvendelse til Trine Løber på [email protected]

 

Varighed og ansøgningsfrister
Vi søger praktikanter to gange årligt, og praktikopholdet er på seks måneder.

 

Forårsholdet: 1. februar – 31. juli

  • Deadline for ansøgning til dette hold er den 10. september året forinden

 

Efterårsholdet: 1. august – 31. januar

  • Deadline for ansøgningen til dette hold er den 10. marts samme år

 

Krav
Du skal være studerende og under hele praktikopholdet være tilmeldt en højere uddannelsesinstitution på bachelor- eller kandidatniveau. Hvis du er udenlandsk statsborger, skal du have boet i Danmark i mindst 3 år på ansøgningstidspunktet, have fast bopæl i Danmark og under hele praktikopholdet være indskrevet på et studie på en højere læreanstalt i Danmark.

 

Det er en betingelse, at du kan sikkerhedsgodkendes af de danske myndigheder, og at du opretholder din sikkerhedsgodkendelse under hele praktikopholdet. Der vil blive indhentet referencer i forbindelse med sikkerhedsgodkendelsen.

 

Vi gør opmærksom på, at man kun kan have ét praktikophold i den danske udenrigstjeneste.

Kvalifikationer

Vi leder efter studerende med gode analytiske evner, gå-på-mod og et stort engagement samt en nysgerrig, kreativ, åben og positiv tilgang til opgaveløsningen. Du må meget gerne komme med gode eksempler på disse kvalifikationer i din ansøgning. Derudover forventer vi, at du har gode dansk- og engelskkundskaber samt kendskab til MS Office Package (PowerPoint, Excel & Word).

 

Opholdet skal bidrage til din uddannelse og vil foregå under vejledning af en akademisk medarbejder. Vi anbefaler, at du, inden du søger om et praktikophold, undersøger, hvilke akademiske krav din uddannelsesinstitution stiller til dig i forbindelse med et praktikophold.

Ferie og arbejdstid
Arbejdstiden er i gennemsnit 37 timer ugentligt (inkl. frokostpause). Du optjener 2,08 feriedage pr. måneds praktik svarende til 12,5 dag i løbet af dit 6-måneders praktikophold. Hvis dit studie forlanger, at du skriver en større akademisk opgave i forbindelse med dit praktikophold, vil du desuden kunne få visse skrive-fridage (antallet fastsættes af repræsentationen baseret på krav til omfang og kompleksitet af opgaven, men vil aldrig kunne overstige 10 dage).

Bolig og forsikringer
Du er selv ansvarlig for at finde bolig og afholde alle udgifter forbundet hermed. Du skal endvidere for egen regning tegne forsikring, der dækker hjemrejse ved sygdom og død samt ansvar uden for arbejdstider).

Refusion af visse udgifter
Praktikopholdet er ulønnet, men der ydes en kompensation på kr. 6.000 pr. måned til dækning af dokumenterede udgifter til logi, transport, forsikring og andre udgifter, der knytter sig til praktikopholdet.

De fleste praktikanter vil desuden have mulighed for at medtage deres SU, men det bør du selv søge afklaret med Styrelsen for Videregående Uddannelser.

Hvordan ansøger man?

Du søger praktikophold på ambassaden i Accra ved at udfylde og indsende et elektronisk ansøgningsskema – klik her. Linket er aktivt fra den 10. februar-10. marts 2025.

 

I ansøgningsskemaet bliver du bedt om at angive dine prioriteter. Her skal du vælge det relevante referencenummer, der er angivet ud for hver praktikantstilling. Du kan kun søge praktikantstillinger på ambassaden i Accra via ovenstående link og kun anvende de ovenfor angivne referencenumre. Hvis du – parallelt hermed – ønsker at søge praktikantstillinger på andre repræsentationer, skal du gå til deres hjemmesider, og søge via deres ansøgningslink.

Når du ansøger om en praktikantstilling, skal du uploade CV, motiveret ansøgning og eksamensbevis/ karakterer. Herudover kan du vælge at uploade andre relevante dokumenter, f.eks. udtalelse fra arbejdsgiver eller uddannelsesinstitution, hvis du mener, det har relevans for din ansøgning.

Din motiverede ansøgning bør max. fylde én side, skrives på hvidt papir, og den bør indeholde en beskrivelse af, hvorfor du ønsker et praktikophold, hvad du gerne vil have ud af praktikopholdet, og hvad du har af relevant erfaring og færdigheder (gerne også på sprogområdet) ift. den konkrete praktikantstilling.

Hvis du har spørgsmål til praktikophold på ambassaden i Accra, er du velkommen til at kontakte os på [email protected]. Deadline for din ansøgning er 10. marts 2025.

 

 

 


Contact

Embassy of Denmark
67, Dr. Isert Road
North Ridge
P.O. Box CT 596
Accra - Ghana

Tel.: +233 (0) 30 220 8730
Mobile: +233 (0) 54 011 6703 - Only in the Embassy's opening hours

E-mail: [email protected]
www.ghana.um.dk